Describe what the image shows. This text is only for search engines

Naturen i mennesket er ved at forsvinde. Vi er kommet langt fra udgangspunktet og har næsten glemt, at vi er væsner opstået af denne planet.

 

Det er min oplevelse, at vi søger naturen af samme grund. Fordi vi har brug for den.  Fordi den stadig er i os. Eller omvendt - at vi stadig er en del af dén. Overalt, hvor vi færdes er der natur, både i det store og i det små. Vi ER natur.

 

Naturen er ikke kun store åbne vidder, enorme landskaber, det sydlige Stillehav set fra en tropeø eller den dybe skov. Det er også altankassen, strandparken, det genstridige ukrudt under hækken til naboen, vejtræerne og parken rundt om hjørnet og blomsterne fra kollegerne. Naturen er overalt, for vi født lige midt ind i den som en del af den.

 

Siden tidernes morgen har vi været en del af vores planet og naturen på den. Vi har brugt den, udnyttet dens rigdomme, gjort os det så mageligt som muligt. Vores dygtige hjerner har med tiden udviklet sig til at kunne lagre ufattelige mængder viden og erfaringer. Og disse erfaringer har vi bygget på, generation efter generation. Vi har genereret viden gennem årtusinder og vores hjernes evne til at drømme, være visionær og holde styr på alle vore erfaringer, har ført til at vi har opnået dét vi idag kalder den teknologiske tidsalder.

 

I vores moderne vestlige tidsalder har vi stort set erstattet alle fysiske gøremål med automatiserede. Erstattet det oprindelige med, ja - erstatninger. På mange måder lever vi i en verden af look-alike, hvor vi forveksler levemåde med livsstil. 

 

Vi har industrialiseret vores liv til et punkt, hvor vi ikke længere har en daglig erkendt kontakt med naturen. Vi tæmmer naturen til den passer til vores ønskebillede. Vi rydder naturen, designer den og kalder det “rekreative områder” eller indhegner den og kalder den “reservater”. Med adgangstider og skiltning som rammer for færden.

 

Vi vil så gerne have denne kontakt til naturen. Vi søger den. I vores hverdag suger vi den ind. Ind i hjemmet, vi bærer den på kroppen, vi bruger den som et image for at vise, vi er en del af naturen, er naturlige. 

Vi har haver, som vi dyrker. Nogle af os vil gerne have den vilde natur tilbage og lader enten haven gro mere eller mindre til, andre designer et vildnis, mens andre igen rydder det hele og lægger sten. Samtidig køber vi gerne blomster, møbler i træ, indretter med natursten og iklæder os vores Outdoor Living-tøj, lægger make up’en i det naturlige look, mens vi taler om vores seneste tur til “det vilde Afrika”. Selvfølgelig en grov generalisering, men jeg ser en klar tendens - og en stigende længsel.

 

Den stadigt stigende hastighed, hvormed vores Verden og dermed hverdag bliver teknologisk, flår vores hovede og hjerne fra kroppen. Vi bruger hovedet til at konstruere mere civilisation og teknologi, mens vores krop stadig sidder fast i den fortid den blev skabt.

Det er i kroppen vi mærker længslen, savnet. Suget i maven, når vi rammes af følelser. Når hovedet i vores moderne tid bliver skilt mere og mere fra kroppen, kommer vi til at mangle noget. Vi bliver urolige. Nogle ligefrem syge.

 

Jeg mener at kunne se denne længsel efter en oprindelighed blive tydligere og tydeligere. Igennem de seneste år, har naturen fået sin renæssance indenfor moden. Den er overalt, på alle hylder og tøjstativer. Som mønstre og motiver.

Men der er også en hel understrøm af revolte. Der dukker flere og flere grupperinger op, der handler om at blive mere hel. Alle er reaktioner på teknologiens røveri af vores sjæl og ånd.

 

Efter nogle årtier med leflen for teknologiens fascinerende verden, mærker vi nu konsekvensen. Stadigt flere søger i én eller anden form naturen som en løsning på hverdagens tankespiraler, på det urolige eller ødelagte sind. I kontakt med naturen, heler vi, bliver hele. Vi finder løsninger, svar. Vor ofte stressede hverdag bliver kontrasteret af den enorme stilhed og større mening.

 

Når jeg går på stranden, ser jeg den samme koreografi overalt. Mennesker, der går så tæt på vandet som muligt. Inklusiv mig selv. Vi kan næsten ikke komme tæt nok på det udgangspunkt, der er ens for os alle: Havet.

Ved havet er det som om den åbne horisont gør hjernen arbejdsløs og tillader vores hovede at falde på plads for en stund. Vi kan mærke forskellen og en forløsning for hverdagens travlhed. Der opstår et lille sted, et lille rum, hvor der er plads til os selv og vi kan trække vejret frit.

 

I mine malerier forsøger jeg at genopdage de stier og steder, af hvilke vi kan søge ind og tilbage og måske opsøge udgangspunktet. I mine værker søger jeg ikke en registrering af bestemte geografiske steder, men genkendelige momenter, som kan give beskueren en følelsesmæssig resonans. Ofte er det sådan, at erkendelserne ligger i refleksionen og ikke i den konkrete oplevelse af naturen. 

Den naturalistiske malestil lader ingen i tvivl om, hvad motivet er. Den skærer til benet og bringer beskueren i umiddelbar kontakt med værket og dermed med intentionen.

Nemlig dén, hvor hovedet pludselig rammer kroppen og giver noget en genkendelighed. En vej tilbage via savnet. En vej ind. Ikke i billedet, men i os selv.

 

I vore indre rum.

 

 

Niels Valentin, 2015