"PORTAL - HAVET OG ERINDRINGEN" Baghuset, 17. - 25. oktober 2015

Intet menneske forbliver upåvirket af mødet med havet...

...Her er vi overladt til os selv. Den brede, åbne horisont, havet og himlen, levner ikke plads til andet end egne tanker. Hverdagstanker glider langsomt bort og blotter det mere essentielle. 

Ikke sjældent afklarer vi spørgsmål eller tager beslutninger ved havet. Vi mærker trangen til afklaring, som ligger derude et sted bag horisonten. Vi søger selve vandets grænse, hvor bølgerne glider op på land, vi kan ikke komme tæt nok på det mentale spejl, vi har foran os. Det er rent og tankerne står klart aftegnet her ved kanten af vor egen verden.

 

De svar vi får, er også tydelige svar, de føles klare og lette. Der er en slags indre logik i de beslutninger, vi tager i naturen og især ved havet.

Vi går langs vandet i egne tanker og indimellem, når noget afklares, samler vi en ting op og tager den med hjem eller kaster den i havet med en tanke eller et ønske. Overtro måske, men også en reaktion på det havet gør ved os: Vi reagerer følelsesmæssigt.

 

De objekter vi bringer med hjem behøver ikke være specielle eller spektakulære for andre end os selv. De repræsenterer noget personligt og med deres tilstedeværelse i vore liv, håber vi på at kunne fastholde os selv i den pågældende beslutning eller drøm, når hverdagens støj igen overdøver os. Objekterne bliver på den måde en slags portaler til os selv.

 

Oftest er det sten eller skaller, der ender som portaler og jeg vil påstå, at på et plan, handler det ikke udelukkende om æstetik, men også om et minde om forgængeligheden kontra det varige: At sten ved havet er slebne, eroderede, måske hullede, ligesom skallerne kan være patinerede og delvist knuste. Smukke mindelser om tiden, der har en anden og større skala end den vi kan opfatte i et enkelt liv. 

 

Sten er nok det mest konstante og håndgribelige vi kender, 

de er vores uforgængelige modstykke. De består, mens vi forgår. Og så, dér for vore øjne, ser vi alligevel deres forgængelighed: Eroderede med huller og rundinger, slebne, knækkede, brækkede. Vi ser samtidig havets enorme rum og bevægelse, som i sin egen evighed forandrer alt dette uden selv at forandres. Havet som en evig nedbrydningsmaskine, der forvandler det varige til det forgængelige. 

Det bliver et billede på, at selv det mest konkrete og varige vi umiddelbart forstår, nemlig sten, i virkeligheden er forgængelige som alt andet - bare i en anden tidsskala. Havet tydeliggør vores egen forgængelighed og skrøbelighed og minder os om noget vigtigt: At vi skal huske at leve og ikke spilde tiden for meget.

Det er dét havet gør ved os.

Hulsten er det mest enkle symbol på en portal, som strandens objekter er efter min opfattelse. Vi ønsker en afklaring omkring en problematik og svaret ligger på den anden side af hullet. Vi tror på det, fordi vi har behov for det. Vi ønsker, det er sådan. 

 

Traditionelt set har hulsten altid været specielle. De har siden oldtiden blandt andet været tillagt magiske, beskyttende og helbredende kræfter. På samme måde som firkløvere, som også tillægges usædvanlige egenskaber, sikkert fordi de er lidt sjældne. 

 

I min tolkning bliver selve hullet symbolet på vores rejse. På den ene side er vi, på den anden side det vi ønsker eller det svar vi mener at fundet. Når vi hjemme ser på stenen, mindes vi svaret eller beslutningen. Hulsten som portaler er lettere at huske fra hinanden med ene eller flere huller: En slags grafisk afkodning af stenens overflade.

Min udstilling ”PORTALER” søger at vise mine eksempler på, hvordan havet påvirker et menneskes liv og beslutninger.

 

 

Niels Valentin, oktober 2015