"INNER SPACES" Galleri LABR, 27. september - 15. oktober 2014

Poul Blaks anmeldelse af udstillingen  INNER SPACES ”

 

 

Jeg er betaget af Niels Valentins billedverden. Ja, ikke nok med det: Jeg er forelsket i den. Jeg er født nær havet. Og her så mange år senere bor jeg endnu tættere ved det våde element.

I et land, der består af en enkelt halvø og godt 1.400 øer, og hvor du ingen steder kan fjerne dig mere end 52 km fra kysten, er det vel ikke for meget sagt, at vi alle har et forhold til havet. Og i et land hvor snart sagt al jordforankret natur efterhånden er blevet kultur-befamlet (opdyrket), er vi privilegerede med så megen ”uberørt,

våd natur”. At Niels Valentin både kan og vil male andet end hav og kyst kan enhver forsikre sig om på denne udstilling. Men, at det er undtagelsen, at afsættet ikke i nogen grad er vådt, er lige så klart.

 

Han siger selv om afsættet:

”Jeg synes vi har mistet kontakten med os selv og vores oprindelighed. Mindful living, outdoor living, naturen bragt ind i vore hjem, på vores tøj osv, viser det. Vore teknologiske fremskridt har flået hovedet af kroppen i stadig stigende grad. Jeg leder efter en vej tilbage. Jeg maler længslen.”

 

Fra gammel tid har havet for os været ensbetydende med to forskelligartede ting: Føden og rejsen. Når jeg står foran et af Niels Valentins hav/kyst-lærreder vågner både drømmeren og æsteten i mig. Drømmeren fordi hans lærreder lokker mig til selv at digte videre – eller måske mindes. Æsteten fordi de udsnit, han viser os, er så udsøgte - ja ind imellem direkte udspekulerede - i deres stramhed. 

 

Han siger selv om metoden:

”Jeg opsøger og affotograferer naturen i store eller tætte beskæringer, som jeg synes udkrystalliserer den kanal jeg gerne vil finde og vise. I atelieret forholder jeg mig relativt frit til forlægget og søger at finde og afkode stemningen frem for en nøgtern registrering af motivet.

Jeg elsker det løse, men præcise strøg. Ikke impressionistiske, men strøg, der på afstand virker som realisme, men opløser motivet for øjnene af én, når man kommer tæt på. Kontrolleret alla prima kaos er nok min metode.”

 

Ethvert motiv kan løftes ind i abstraktionen. Også havet. Naturligvis. Men så virker det bare ikke. Ikke for mig i alt fald. Skal jeg sendes af sted på oplevelse af et maritimt billede skal skummet syde når boblerne brister hvor stranden bremser opskyllet. Lige som den knækkende brændingsbølges halvgennemsigtighed ikke

er at spøge med. Det ser ud, som vi alle ved, at det ser ud. 

 

Han siger selv om inspirationen:

”Jeg finder min inspiration over alt: En smuk morgen, en avisoverskrift, menneskers venlighed og arrogance, musik, naturen og alt muligt mere.

 

Jeg dyrker ikke andres kunst så meget, men enkelte stikker ud og virker som lysfyr for mig. Jeg søger at sætte overliggeren højere hele tiden, for at dygtiggøre mig. Er uhyre selvkritisk og kæmper konstant med en følelse af ikke at komme i mål. Det er jo nok generelt en kunstners åg.”

 

Man har herhjemme ikke altid gået så meget op i naturalismen, når vi taler maleriske skildringer af havet. En af vor mest tilbedte guldaldermalere, C.W.Eckersberg, havde således tilsyneladende kun én bøtte med ”hav-farve”, når hans skibe sejlede på bølgen blå - der i hans fortolkning altid var bly-blå-grå og med smalle, hvide skummende ”fartskriber”. Eckersberg havde med andre ord opfundet et hav – som han så bare gentog i det uendelige. Noget af det smukkeste, jeg kan sige om Niels Valentins motivverden er, at han så at sige begynder forfra hver gang. Hans vand forekommer altid nyopdaget. 

 

Han siger selv om naturen og os:

”Vi er en del af denne klode, men med tiden har vi glemt det. I dag bruger vi naturen og forveksler begrebet levemåde med livsstil.

I naturen finder vi ofte alle svar på det moderne menneskes følelsesmæssige kvaler. Og helt ind til benet er havet min symbolik, havet vi kommer fra og på en måde længes efter.”

 

Som det fremgår, er Niels Valentin ikke bare en mand af mange billeder, men også af mange ord. Han ønsker at være andet og mere end en fabrikant af pæne billeder til over en sofa. Han vil således f.eks. minde os om vor egen plads i naturen. Gerne under en skovtur eller et besøg i klitten. Men allerhelst der hvor havet slikker kysten. Der hvor landets og vandets virkelighed synes at gå i opløsning i et guddommeligt favntag. 

 

Om det siger han:

”Mine værker forstås ofte som ”bare det, det er” - et stykke natur på noget lærred. Men som mit billedsprog og mod bliver stærkere, bliver responsen også mere entydig og klar. Jeg hører at tilskuerne et kort øjeblik får en følelse af nærvær og oplever en længsel mod et minde. Når det sker, føler jeg mig tættere på den fortælling jeg ønsker at videregive.”

 

Hvis JEG havde råd, ville jeg købe samtlige udstillingens lærreder. Vurderet med mine smagsløg er der nemlig ingen sammenhæng mellem kvalitet og priser på denne udstilling. Jeg mener, det er et godt gæt, at denne Valentin med ”Inner spaces” står foran sit endelige gennembrud som anerkendt, berømmet og landskendt

billedkunstner.

 

Poul Blak

Journalist og forfatter